Kristne digte

Selvudviklingsdigte

Meditationstur

Nyhedsbrev

Forside


atma design

Hvem er jeg ...




Obeline – Grete Obel født den 9. juli 1932.



Alle menneskers liv præges af deres første år - - - også mit. Efter mine forældre havde fået en dejlig dreng, min bror Leif- - - fornemmer jeg, at jeg ankom lige præcis som den lille pige, de havde ønsket sig - - - for jeg følte mig både elsket og taget vare på.
 At mine forældre, Else og Frantz Peter Obel, der nåede at fejre deres guldbryllup, var meget dybt forbundet, også på et kristent grundlag, ved jeg i dag, hvor jeg selv tror på bønnens kraft. Min mor fortalte mig i mine voksne år : ” Far og jeg har aldrig lagt os til at sove uden at være gode venner. Og vi bad altid fadervor sammen for jer børn, inden vi lagde os til at sove. ” Begge mine forældre var lærerbørn fra Vendsyssel og har hver på deres måde præget min livsholdning. Der var en umiddelbar respekt for det enkelte menneske, rig eller fattig - - - det, det handlede om, var, om man tog sit liv alvorligt – og ville noget med det. Min far prægede mig med en bevidsthed om, at det var vigtigt at sætte sig nogle mål – og ikke give op, selv om der skulle vise sig forhindringer på vejen – ja, så måtte man tage den derfra. Evnen til at se det festlige – også når tingene kunne drille lidt, det magtede han – og det var en egenskab, min mor værdsatte meget højt.
Min mor, der var et dybt følsomt, empatisk og lyrisk  menneske, blev gift med min far som 20årig - - - Efter han 21 år gammel havde søgt et uddelerjob – fik det - og dermed var Danmarks yngste uddeler, friede han til min mor, og fik hendes: ” JA.” Min mor var altid meget ydmyg over for andre mennesker. Jeg husker, hvordan hendes fine væsen f.eks. kom til udtryk, når nogen ind imellem kunne grave sladderagtigt i andres liv. Ja, så holdt hun sig uden for landsbysladderen, med et smukt motto ” Vi skal ikke dømme, vi kender ikke baggrunden. ”

Mine første ti år tilbragte jeg  på landet i Kærbybro ved Mariager, hvor min far var brugsuddeler og et meget flittigt, festligt og aktivt menneske. Min mor måtte på tre primusser sammen med den unge pige og ind imellem hjulpet af vores elskede nabokone, Anna Skjøt sørge for mad til blandt andre de tre kommiser, der havde deres værelser på loftet, hvor også den unge pige havde sit værelse. Der var altid en livlig og spændende aktivitet i Brugsen for min bror og mig - Vi oplevede kunderne, kommiserne, den unge pige og Anna Skjøt og hendes mand, Christian Skjøt, der var chauffør for Brugsen ind imellem - - - som ét stort fællesskab. At mejeriet med en meget klog og dygtig mejeribestyrer lå i umiddelbar nærhed af brugsforeningen gjorde, at vi også med mælkevognene, der hver dag kom med mælk til mejeriet, altid oplevede aktivitet omkring os.

Min far havde sidst i trediverne købt en Ford, som vi ofte brugte, når vi i weekenderne besøgte min morfar i Brønderslev. Forretningen lukkede først klokken 8 lørdag aften – og jeg husker, hvordan vi derefter kørte den frygtelig spændende og lange tur helt op til Brønderslev. På vejen var min bror og jeg meget spændte på, om vi magtede at holde os vågne til vi passerede Ålborgbroen, der for os var et lyshav af Tivolifornemmelse.

 Hos min morfar, der var pensioneret organist, sang vi hver søndag vore smukke, gamle salmer, med morfar ved orgelet. Her var der et familiefællesskab og en kærlighedsfylde, som jeg har kunnet tage med ind i mit voksenliv. Han døde, da jeg var 8 år - lige inden den 9. april  1940. Han blev, som min mors familie så omsorgsfuldt udtrykte det, forskånet for at opleve smerten ved besættelsen, der utvivlsomt ville have være et hårdt slag for ham.

På min 10 års fødselsdag i 1942 fik vi at vide,at vores far havde fået et job i Odder som uddeler. Han havde blandt andet søgt det, fordi vores mellemskole lå 7 kilometer borte,  i Mariager. Der gik ingen busser og vintrene var tit hårde. Det var betydningsfuldt for min far, at min bror og jeg fik muligheden for at få en ordentlig skolegang. Ude på landet lå vores skole i Kærby, 1 kilometer borte. Her var der to klasser, storeklasse og betteklasse, som man kaldte det. På trods af, man på skolen på visse måder var lidt bagefter materielt ( vi havde skiffertavle og grifler, vi spidsede på trappestenen ) ja, så formåede vores friske , unge lærer, Herskind at gøre undervisningen levende og interessant for os børn. Storeklasses børn gik i skole fire dage om vinteren, fordi de store kunne bedre komme frem i vinter og kulde, mens de små kun gik to dage. Om sommeren, hvor de store skulle hjælpe på gårdene, var det de små, der skulle gå i skole 4 dage og de store kun i to. Men min far fik det ordnet  sådan, at jeg fik lov både at gå i store - og betteklasse. Jeg husker det ikke som noget problem, selv om jeg måske i dag synes, det lyder lidt voldsomt.

 Inden vi forlod Kærbybro fik jeg et længe næret ønske opfyldt. Vores mor fødte en dejlig lille pige, min søster Åse. Jeg husker endnu som et af mine kæreste barndomsminder, hvordan min far og jeg dagligt besøgte min mor på Hobro Sygehus, og at jeg den dag, mor og Åse kom hjem, fik fri fra skole, og far tog regnskabsbøgerne med ind i soveværelset, så familien kunne være samlet.

I Odder startede min far efter et par år som uddeler sin egen frugtengros-virksomhed, ” Obels Sydfrugt ”, hvor min bror Leif som nygift arbejdede i en filial i Horsens og senere – da min far gik på pension - overtog firmaet. Mine forældre købte efter et år en dejlig bungalow ned til Odder å med en tønde land eng til, der lå på den anden side af åen. Deres kærlighed til den smukke natur ved Rathlousdal og nok især for min fars vedkommende til sit elskede fædreland, Danmark , har naturligvis også haft dyb betydning for mig gennem tiden. Jeg tror, mange i familien husker vores far, morfar eller farfar stolt og lidt højtideligt stå og hejse flaget, når vi i det gæstfrie hjem holdt en af de mange familiefester.
Min mor fik i de år, mine forældre boede i villa GUCH – Rosensgade 132 mere tid til at dyrke sin store interesse for porcelænsmaling, som hele familie stadig kan glædes over, også fordi hun derigennem har vist os sin kærlighed til livet og naturen. Hun malede nemlig  ikke efter forlæg, men udformede selv sine poetiske dekorationer, som stadig inspirerer mig.

Ungdomsårene i Odder var præget af en dejlig skoletid på ” Den private Realskole ” og senere gymnasietiden på Århus Kathedralskole, hvor jeg tog min matematiske studentereksamen i 1951. Derefter var jeg så heldig i to et halvt år at kunne nyde uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen i København - på den keramiske linje, mens jeg havde 4 timers arbejde for kost og logi hos en fjern onkel og tante i Holte. Her hos min onkel Emanuel, der var højesteretssagfører og et meget begavet og dejligt menneske og hans søde kone, min tante Bodil, fik jeg en familiær stilling, hvilket betød rigtig meget for mig i denne periode.

På dette tidspunkt supplerede jeg min uddannelse med et ophold på et keramikværksted i Horsens og en måneds praktik på et værksted i Hamburg, der endnu bar præg af anden verdenskrigs frygtelige ødelæggelser. Endelig var et par måneders ophold som au pair-pige i Antibes hos en fransk familie en stor oplevelse. I denne sammenhæng var jeg så heldig på en keramikudstilling i Vallauris, at se selveste Picasso. Min vært Maurise Dolto havde, mens hans frue var til psykiaterkongres i London, lige villet berige den danske unge keramikinteresserede au pair-pige med et udstillingsbesøg i Picassos hjemby. Heldigt var det, at der - ud over os og et par andre gæster - kun var mesteren selv med et par venner. Et par dage efter kunne jeg endnu fornemme den store kunstners intense blik, en stærk personlighed. Dette var i 1953, mens jeg endnu gik på kunsthåndværkerskolen.

 På dette tidspunkt skulle man selv, det ville oftest sige forældrene, betale for undervisning. Da min far havde startet firma, og undervisningen var steget fra 30 til 60 kroner pr. måned, ville jeg gerne fritage min far for fortsat at skulle betale til min uddannelse og lommepenge, hvorfor jeg tog imod tilbudet om at få ansættelse på et keramikværksted i Horsens hos en fru Karberg. Jeg lærte blandt andet en del om overglasurfarver i denne periode. Men da fru Karberg ikke selv drejede sine lerting, blev det for ensformigt og uinspirerende for mig her i det lange løb. Efter en periode som studentervikar på en skole i Vendsyssel valgte jeg at starte på Th. Langs lærerseminarium i Silkeborg. De 2½ år fra 1954 var en skøn tid, hvor jeg virkelig nød selv at bo i en dejlig lille 1 værelses med udsigt over Silkeborgskovene. At jeg var så heldig, at min uddannelse med keramik på en måde kunne videreføres, fordi der stod et værksted parat på skolen, som jeg frit fik adgang til, var virkelig en enorm gave til mig.

Efter min lærereksamen blev jeg gift – kom i fire år til at bo i Odder, hvor jeg nød min lærergerning, med FORMNING, som man dengang kaldte det – og specialundervisning som mine foretrukne fag.

Lærerinderne var ikke på dette tidspunkt noget forkælet folkefærd som mødre. Vi havde, så vidt jeg husker, kun 6 ugers barselsorlov, hvorefter vi var i fuld sving igen. Heldigvis havde jeg søde unge piger i huset, og en mand, der var rigtig god til at tage sig af og nyde vores to dejlige børn, Niels og Annette ( Nette ) der blev født med 1½ års mellemrum.
I 1961-62, hvor den lille Christiansen-familie boede i Birkerød, fik jeg et fuldt årskursus i pædagogik og psykologi på Danmarks Lærerhøjskole, hvilket senere gjorde det muligt for mig at fungere som skolepsykolog. Min mand og jeg fik herefter job på en centralskole, Tungelundskolen i Thorsø ved Hammel , hvor vi havde egen lærerbolig og fungerede i fire år.

På samme tidspunkt blev vores yngste datter, Dorrit, født - - - og vi havde en dejlig periode i sommertiden i vores lille beskedne, men utrolig smukt beliggende sommerhus ved søen Thorssø ved Virklund.

I 1966 flyttede familien, der nu var på 5 medlemmer, til Skanderborg, hvor vi efter 1 år som de første fik købt en villagrund i Skanderborg Øst, hvor vi ud fra egne tegninger fik bygget et dejligt hus, som vi nød sammen til 1979.

Vi flyttede til Skanderborg, fordi min mand fik job på Handelsskolen der som viceforstander og  senere blev forstander for Skanderborg Handelsskole. Selv fik jeg et spændende arbejde som fungerende skolepsykolog på eksternatskolen, Vestergades Skole i Skanderborg, og blev senere - - - i 1975 headhuntet til Centerskolen på Sølund.
( på www.fc2000.dk findes ” Hvad Sølund lærte mig ! ” )

 1979, hvor jeg, som så mange andre på dette tidspunkt, blev skilt, blev et knudepunkt i mit liv. Det svære og desværre undertiden nødvendige, som en skilsmisse ofte viser sig at være, kan på trods af en hård periode på længere sigt føre til en personlig udvikling, som man næppe havde forestillet sig. Det var i denne periode, jeg begyndte mit indre arbejde og skrev mine selvudviklingsdigte og senere kristne digte. Digtningen har herfra i alle disse år været en helt naturlig del af min tilværelse, en livsnødvendighed.

Jeg var så heldig, at jeg i Ry fandt et typehus under opførelse med den dejligste udsigt. Yderligere var jeg så heldig, at jeg efter skilsmissen i 5 måneder kunne bo hos min søster Åse og hendes mand Anders og deres søn Henrik i Kridthuset i Nr. Vissing. På den måde fik jeg mulighed for at kunne være med til at bestemme indretning og materialer i mit nye hus. Da børnene studerede, og jeg ikke havde brug for de planlagte børneværelser, fik jeg mulighed for her at få indrettet et dejligt værksted i stedet. Keramikovnen blev en fornem gave fra mine forældre ved indflytningen. Da huset lå på en bakke, blev mit nye hjem naturligt til Bakkehuset hvor jeg nu har boet i over 25 år, de sidste 20 år sammen med Finn Holmboe, som deler min interesse for det kreative - - - og med hvem, jeg et par år har haft Galleri Bakkehuset    

www.galleri-bakkehuset.dk

I de over 25 år jeg nu har haft den glæde at bo i Søhøjlandets smukke natur her i
” Bakkehuset ”, som mine forældre heldigvis også nåede at opleve og holdt meget af, har jeg levet i en dyb taknemmelighed – som jeg kan dele med Finn, der ofte udtrykker sin glæde over, som han siger: ” Så heldige, vi er. ” Det er vi meget enige om. Ud over mine tre skønne voksne unger og deres dejlige familier – ja, så har jeg nu igennem Finn fået to meget vedkendende og herlige bonusbørn, Nikolaj (Nik) og Mille. Så nu har vi bare 5 børn og 7 børnebørn -  ja, for at være helt nøjagtig egentlig 11 børnebørn med Niels´ søde  bonusbørn. Og  så nyder krebsemormor her jo, at hun lige for femte gang er blevet bonusolde, en meget værdig titel, som jeg må indrømme, jeg er lidt stolt af.

Digt til min mor – skrevet til MORS DAG.

Livet er en perlekæde – og hver perle er en glæde.
Kærligheden fra din mor, det er smykkets skjulte snor,
kun, hvor den er fin og stærk, lykkes smykkets mesterværk.

KUNST: Inspireret af min mors kreative evner !

Kunst er det følsomme menneskes evne til at viderebringe budskabet om liv.
Når det er stærkest, kan det lyde som et skrig,
 for det kæmper mod – og overvinder døden.

Anna Skjøt

En hvidkalket væg i solskin er god at spille på
med bolde, så blanke, så glatte,
 en rød, en grøn og en blå.

At vide i huset derinde, går én og pusler omkring –
en varm og jordnær kvinde, gi´r tryghed i sjæl og sind.

Elskede Danmark

Inspireret blandt andet af min fars fædrelandskærlighed – Digtet blev bragt i weekendavisen år 2000.

Modersmål og fædreland,
jord og vand og himmel.
Det var der, jeg befandt
mellem landsmænds vrimmel.

Modersmål og fædreland,
mildt og barskt og grødet.
Der jeg kæmpede, der jeg fandt,
det, der kom af mødet.

Modersmål og fædreland
nært og tungt og luftigt.
Danske kvinde, danske mand
 tog det tit fornuftigt.

Modersmål og fædreland
tag nu det, der kommer.
Vid at du har grænser,
men står med fyldte lommer.

Modersmål og fædreland
er vor rigdomskilde.
Danske kvinde, danske mand –
lyt, tonerne er milde.


Fotos fra mit musiske hjørne !

De flyvende koner

Birte Kongerslev
Hedvig
Karoline Pedersen
Arne Krickau

   


Café Karoline

"Lysthuset"

   
Udstilling hos Galleri Kvist i Horsens